Gale Sondergaard, 1899-1985
Da journalist Poul Raae fra Berlingske Aftenavis i marts 1937 opsøgte Gale Sondergaard i hendes hjem, en times kørsel fra Los Angeles, beskrives hun som en “Carmen med kulsort hår, sanselige karminrøde læber over en perlerække – iført sort og lidt sølv – sød og naturlig og uden den mindste antydning af krukkeri”.
Læs mere nedenfor.
På det tidspunkt havde Gale netop modtaget en Oscar for bedste kvindelige birolle i debutfilmen Anthony Adverse, instrueret af Mervyn LeRoy. Hun havde i 15 år været levende på teaterscener i hjembyen i staten Minnesota, teaterlivet ved Chicago og New York. Forældrene havde opdraget hende gennem Ibsens teaterroller og Shakespeares livsvigtige modeller. Hun ville være teaterskuespiller.
Forældrene var udvandret fra Sønderjylland i 1890’erne – faderen Hans Tjellesen Sondergaard (1867-1947), fordi han ikke ville være tysk soldat, og moderen Anna Kirstine Holm (1871-1934), fordi hun ville noget større.
Efter at have modtaget sin Oscar, begyndte et liv med næsten 40 film på ti år. Gale var på lærredet med tidens stjerner, James Stewart, Bette Davis, Claudette Colbert, Paul Mani, Bing Crosby, Bob Hope, Ava Gardner og James Mason. Hun var blevet gift for anden gang med filminstruktør og manuskriptforfatter Herbert Biberman (1900-1971). Han er især kendt for filmen Jordens Salt i 1953-54 om minearbejderstrejken i New Mexico.
Parret var sortlistet i 20 år. Herbert arbejde i perioder som landmåler mens Gale bl.a. havde sit eget ”One Woman Show” og turnerede i mange amerikanske byer. Og så passede hun de to børn, familien havde adopteret i 1940 og 1941. Han instruerede i 1968/69 filmen Slaves. Den nåede Cannes Filmfestivalen, som de begge besøgte. Herbert døde af knoglekræft i 1971 og Gale tog det nye medie med tv-serier til sig i 1970’erne.
Gale Sondergaard var min mors kusine.
Citat
”Nej, jeg hører ikke til i filmen. Jeg er ikke fotogen nok til film.”
Citat
”Jeg kunne i 40’erne aldrig komme hjem fra en optagelse med Bob Hope uden at have ondt i maven af grin.”
Interview fra 1970’erne
“Begge mine forældre udvandrede som unge fra Sønderjylland og det prægede min opvækst. Min mor smed korsettet, afsvor religionen, og fandt det i orden, at unge som holdt af hinanden levede sammen uden at have papir på det – en ting, der dengang var helt uhørt.
Jeg voksede op med dansk kunst, kultur og danske digtere. Jeg er den jeg er på grund af mine forældres baggrund. Jeg har benyttet en del af min danske familie som model for en af de store teaterroller – i et stykke af den russiske forfatter Anton Tjekhov. Jeg var i Danmark lige før prøverne skulle begynde og fandt den kvindefigur jeg skulle spille i en ældre tante på min moders fødegård, Kokholm, nær Kolding. Hun var en stovt, statelig, alvorlig kvinde og hendes omgivelser – den skov bag gården, min mor havde leget i som barn – var helt som scenen i det russiske stykke. Jeg havde det i tankerne hele tiden under prøverne i San Francisco og de andre medvirkende påstod, jeg bragte en helt autentisk russisk atmosfære med i spillet. Den kom altså fra Koldingegnen i Danmark.”
Citat
“Da jeg i New York så Lynn Fontanne i en rolle i Strange Interlude, kunne jeg se, at hun var fuldstændig vidunderlig, men jeg tænkte, det er min rolle. Jeg spillede rollen i seks måneder.”
Citat
”Min musikalske interesse kan jeg takke min danske mor for. Hun var den ihærdigste og mest utrættelige lærer, jeg har haft.”
Skrevet til en dansk avis i 1950
”Som en hustru, en moder, en skuespillerinde, en borger – som datter af danske forældre, der kom her for at opbygge mere frihed – som en amerikaner, der ærer den amerikanske samvittighed og menneskeligheds store øjeblikke – accepterer jeg min nuværende rolle, og den overbevisning at ingen af os er alene – at de kræfter virkelig eksisterer, som kan forhindre Amerika i at blive taget fra os og frosset til en afskyelig erstatning for året 1950. Ja, jeg tror mere frygtløst, end jeg frygter.”
SS: Er det ikke en prøvelse film efter film at stå i skyggen med en birolle?
GS: Er du klar over hvad alternativet er? Ikke at have arbejde. Jeg var blandt stjerner og kendte i Hollywood både før og efter den politiske situation.
SS: Er Hollywood bare en sindstilstand nu?
GS: Nu, dengang, når som helst: Hollywood er en tilstand af panik.